189
Hun saa gennem Ruden ned i den skumle Gaard. Og det store Kvindeansigt i Stuen, hvor Politistationen havde Lokale, løftede sig paany fra sit Sytøj og søgte Vinduet, hvor hun stod. Men nu drejede det sig igen, talte til nogen inde i Stuen. Ida vidste, at det var Opsynet over de kvindelige Anholdte. Nu rejste hun sig og forsvandt ind i Stuen. Der lød endnu dæmpede Skrig, som kvalte bag Skodder.
Ude i Korridoren kom Skridt, og Ida skyndte sig til Døren, lukkede den i Laas af Frygt for, at Kusinen nu igen iaften skulde komme herind, sætte sig paa Sengekanten og betragte hende med sine store tungsindige Øjne, faamælt, afventende.
Og hun vidste, at Veninden Frøken Hoff da som disse tidligere Aftener vilde komme listende ude i Korridoren, lytte ved Døren og gaa tilbage. Ved næste Dags Frokost vilde hendes Øjne være røde, ophovnede.
Ida saa endnu en Gang ud af Vinduet.
Nu blev den grønne Lygte tændt nede i Porten.
