Ved en Formiddagsforestilling, som faa Dage senere i velgørende Øjemed afholdtes i et af Teatrene, traf Ida Clermont Jacobs.
Hun blev ikke opmærksom paa ham, før han fra Pladsen bagved let berørte hendes Skulder.
"Jeg tillader mig at følge Dem hjem, Ida," sagde han. — "Jeg vil gærne tale med Dem."
Hun nikkede stift. Hun var meget ængstet af hans kølige og bestemte Tone; og med pludselig Skam tænkte hun, at hun her var tilstede for Penge, hun skyldte til ham. Det bølgede voldsomt i hendes Tanker; hun søgte at sprede sine Tanker, skabe sig Fristed inderst inde, et tomt Rum, hvor hun kunde sidde stille og være i Fred. Hun søgte at samle al Opmærksomhed om dette firkantede Rum foran hende: Scenen, en Verden for sig, hvor intet angik hende personlig, hvor alt i og for sig intet betød; de sang endogsaa dernede — bestandig — selv i Tilstande, hvor Sorgen vilde have forstummet al Tone; alt var her Attituder. — Det galdt at fornemme Livet som Attituder. — —
