Side:Sidste Kamp.djvu/176

Denne side er blevet korrekturlæst

167

om denne Glasæske, hvor Frøken Paulinas lille, hvide Skikkelse nu sad forvaret mellem Bolstre af hvidt Atlask. Hun nikkede — det var som hun tøvede, ventede et eller andet, der nu kunde ske. Der var en sælsom Ulmen i hendes Blik, og Leo betragtede hendes lille skønne, rosenrøde Øre, der laa helt blottet af det ganske lyse Haar. Ja — nu ventede hun sagtens — lyttede og ventede — maaske endog i Længsel — et Ord om — Gensyn — om — — —.

Han for tilbage. Hans Tænder stemte sig fast sammen. Han følte ganske voldsomt den gamle lammende Frygt. En isnende Træk føg gennem Porten — Vogndørene klaprede; Karethernes Lys jog forbi; endnu saa han en lille hvid og spinkel Pige, der bøjede sit Hoved let og et Sekund lod sine Øjne hvile i hans. De sorte Portfløje smækkede i og han fornam intet mere uden et firkantet nøgent Rum, en osende Portlygte — — ­— — — ­— — — —

Han gik tilbage op gennem Salene. Den dumpe Summen af Tale steg og sank omkring ham. Ved et Instrument sad Baronesse Staël-Winterstein. Prinsen stod bøjet over hende og vendte Nodebladene. Men Leo fornam ingen Toner.

Han gik videre og han kom ind i et stort Rum, hvor elektriske Lamper under Skærme brændte lavt over et meget stort og masivt Bord, betrukket med grønt Klæde, omgivet af Bandter.