I Begyndelsen af Oktober blev Regimentets Officerer tilsagt til en Fête, som den tidligere Krigsminister lod afholde i Anledning af en fremmed Prins' Besøg. Denne Prins havde tidligere som Løjtnant gjort Tjeneste ved Regimentet.
Leo Clermont, der siden Affæren undgik Selskabelighed, var ved denne Lejlighed nødsaget til at give Møde, saa meget mere som den afgaaede Krigsminister var en Svoger til hans Slægtning Friherreinde Staël-Winterstein, og han allerede oftere havde været Gæst i dette meget fornemme og meget rige Hjem.
Men da han ved denne Lejlighed kom ind i det gamle Palais' glimrende oplyste Salon, fornam han for første Gang herinde en ganske ejendommelig kold og trist Atmosfære, der berørte ham fremmed og ubehageligt: Parketgulvet var saa glat, Tæpperne umaadelige, øde Flader, — man følte det haarde Gulv gennem dem. Væggene var saa blege: der var alt for mange Spejle, det var, som alt i Salen udløste sig og efterhaanden svandt gennem Spejlene: som trak kold Luft ind gennem disse
