151
talte sin dybeste Beklagelse af det Skete. Det var hans alvorligste Ønske og Stræben at opnaa et godt Forhold mellem Hær og Befolkning, at de Skel, der skilte Kaste fra Kaste, Klasse fra Klasse, under den nye Æra maatte forsvinde og afløses af enig Borgeraand og fædrelandstro Samfølelse. Den eller de skyldige skulde, saasnart Forhørene var sluttede, og Sagen fuldt oplyst, blive draget til Ansvar efter den militære Straffelovs Strenghed.
Der blev for Kommissionen ført en stor Mængde Vidner. De forklarede alle overensstemmende, at de havde set Sigtede, Løjtnant L. Clermont, slaa om sig med sin Ridepisk, — vistnok med den Ridepisk, der nu blev dem forevist af Retten, — og de var sikre paa at have sét, at disse Slag havde ramt. Men ingen kunde oplyse, hvem de havde ramt.
Ved privat Henvendelse opnaaede Sigtede, at hans Søster blev fritaget for at give Møde til Forhør. Hun afgav under Haanden en nedskreven Forklaring og hendes Deltagelse i Affæren undgik saaledes at blive offentlig fremdraget.
Det var den samme Auditør, der beklaadte Sædet saavel i Stabsforhørene som i det Forhør, der optoges i Anledning af den stedfundne Ildebrand hos Løjtnant Clermont. Han var ganske nyansat, var som ivrig Selskabsmand paa Kammeratfod med Regimentets Officerer, og han iagttog, for at hævde sin Upartiskhed, en meget reserveret, kølig, næsten brysk Optræden under Forhørene.
