142
Haar, vilde det bølge ganske lidt, snarere strømme — — — Og hun grebes af et vagt, sanseligt Behag, dernæst af Savn, hun fornam hans Begær saa stærkt i dette Nu, rettet mod sit, rent fysisk føleligt; det var som en Sugen i hendes Blod, en Synken, et Svind.
"Hugo," sagde hun. "Hvorfor behager jeg Dem?"
Fordi De er blond," sagde han. "Fordi jeg forstaar Dem, og fordi jeg fornemmer Slægtskabet mellem Deres blonde og mit mørke Fysiognomi. Behøver jeg at forklare Dem nærmere?"
"Nej," sagde Ida og slog Øjnene ned.
"Rent faktisk," sagde han, "var en Alliance mellem os to en klog Ting. Vi er to supplerende Værdier. Vi vil være meget stærke i Forening. Vi vil være i Stand til at tjene mange Penge — siden det er Sagen."
"Og nu," spurgte Ida — "nu tjener De ikke Penge? — Ikke trods Deres Spekulationer?" —
"Nej," sagde han. "Jeg taber. Men jeg staar foran et stort og meget dristigt Foretagende, et stort Grundkøb. Jeg har endnu frie Hænder. Før Generalforsamlingen kan man ikke vriste Rattet af mine Hænder. Jeg er — lige meget hvorledes — bekendt med visse Ting, der er i Gære. Jeg har Kommisionærer ude paa Sporet. Vi kan faa Grundene for rimelig Pris; de, der sælge, aner ikke, at deres Jord om et halvt Aar vil være Millioner værd. Visse udenbys Kommuner ligger allerede inde i Gabet paa Hovedstadsuhyret. Inden
