4
Port ud i en Gaard, omgivet af Stalde; hun løb videre, snoede sig gennem en kroget Korridor. Hun var vejkendt; hun benyttede ofte denne Smutvej. Hun kom ind i nye skumle og triste Gaardsrum. De sprukne Mure hældede udover de toppede Brosten. Disse Huse lignede gigantiske Skarnbeholdere. Der drev fed Os ud fra smaa, sorte Kælderglugger. Hun naaede en ny snæver, bælgmørk Smøge, hvor tykke Koner kom bærende med Spande og spærrede hende Vejen. I et langt, smalt Indelukke var Dør ved Dør, alle ganske ens. Og paa hver af de slidte Stentrapper sad smaa Børn, trykkede tæt op ad hinanden. De vendte deres tavse, kirtelsyge Ansigter efter Ida, indtil de saa hende sluges af en ny Korridor. Der kom en lille snavset og pjaltet Mand op af en Kælder. Han vendte Front mod hende og hviskede obskøne Ord.
Ida ækledes ved Mødet med disse skidne og saa modbydeligt gustenfede Mennesker. Hun holdt Vejret under Stanken fra de rygende Affaldskuler. Denne Passage skulde nu én Gang udholdes. Det var som at dykke ned — og vide, at man strax igen kom op i ren Luft. Saaledes angik Ynken og Elendigheden ikke hendes Hjerte, Stanken og Synet af disse uappetitelige Mennesker ikke hendes Sanser.
Disse Væsner, som levede deres uhumske og lyssky Liv i Kældere og Bagstuer og skraa Loftsrum, angik hende ikke i højere Grad end Rotterne,
