Side:Sidste Kamp.djvu/115

Denne side er blevet korrekturlæst

106

Men den store Løjtnant Kramer begyndte nu med sin dybe Bas at opfordre til Ro: Det var en alvorlig Sag. Disse fordømte Aviser burde ikke ustraffet have Lov til at haane Regimentet og Hæren. Han henstillede, at man foretog en Demonstration.

Alle samstemmede ivrig. Clermont alene tav. Han tænkte bestandig, at denne Sag angik ikke Regimentet.

Afdelingens yngste Løjtnant, Baron Güldenkrantz, stod lidt borte fra de andre; et Smil lurede under hans næsten hvide Moustache. Han drejede indolent sin smidige Junkerskikkelse og drev hen ad Gulvet.

"At I gider!" bemærkede han. "Lad blot Pøbelen skraale lige saa galt, den vil. Mig rører det ikke!"

Kramer slog Næven i Bordet: "Jeg troede, der var en lidt bedre Kammerattone i Regimentet." Og han vedblev, idet hans naturlige Respekt for Barontitlen dog bragte ham til at dæmpe Stemmen: "Vi er heldigvis ikke allesammen af de Folk, der kun — — interessere sig for — —." Han hentydede her til Baronens fremragende erotiske Evner. —

"Der er en Ting, der hedder Soldaterære!" vedblev han til Weber. "Vi er ét Korps, vi har én Ære. Og vi staar fast, Ryg mod Ryg. Ingen skal ustraffet fornærme vort Vaaben!"

Og lige paa en Gang var Baronen en af de ivrigste. Han slyngede Ordene fra sig, idet han