104
Han lod sig vugge hen. Men med ét for han op i stærk Uro:
Man lullede sig hen i Forglemmelse, man lænede sig tilbage, hvilede i alle kære Minder, i alt det uløftede, i alt, det man havde drømt og aldrig handlet. Imedens sank man ned — —.
Han rev sig løs af denne Stue, der var saa lun, saa tilpasset efter hans Stemninger. Han hældte Vand over sine Hænder og sit Ansigt og begyndte at klæde sig om. — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
De rejste sig fra Bordet, og da deres Ben vare følelsesløse af Vin og af Stillesidden, kom de med Vaklen ind i Officersklubbens Rygeværelse. De gramsede i de fulde Cigarkasser og skænkede sig Likør.
Og straks flokkedes de om Løjtnant Clermont. De hentede Bladene fra Avisstuen. Løjtnant Weber beskrev en Tegning, der just var udstillet i et af disse Blades Vinduer: Løjtnant Clermont med en fantastisk Knebelsbart à la Kejser Wilhelm huggede løs paa en Bunke flygtende Damer. Et Fruentimmer med højrødt Haar holdt paa en Hest bag ved ham.
"De Pøbelknægte!" raabte han. Han huggede Avisholderen i Bordpladen.
Friherre Sjökrona, som midlertidigt gjorde Tjeneste ved Regimentet, trak Clermont ned til sig i en Sofa og lagde sin Arm om hans Hals. Han saa smægtende frem for sig; men han mælede ikke et Ord.
