93
over umaadelige, grønne Flader ind mod Hovedstaden, hvis Røgslør svøbte sig hen over Horisontens skaarede Rand.
Der kom til dem en fjern, afbrudt Tone af Blæseinstrumenter. To hundrede Alen borte gik en Kolonne af Mennesker tværs over Vejen. De strakte Bannere og røde Faner op mellem Alléens Træer.
Leo holdt pludselig stille og red derefter videre i Skridt. Og de saa, at der over Fælleden kom inde fra Byen et Tog af Mennesker. Som en lang, tusindbenet Larve krøb det ud af en Gades Munding og bugtede sig i smaa Stød frem ad en Sti, der et Stykke borte skar Landevejen.
Ida Clermont red op paa Siden af Broderen, saa nær, at hun fornam den varme Damp, der nu udløste sig af Hestens skummende Sider. De red langsomt nærmere. De saa, at Kolonnen var seks Mennesker dyb; de marscherede frem Skulder mod Skulder; deres Øjne søgte at kigge ud over deres Formænds Hatte efter et eller andet Maal; de havde allerede krydset Landevejen. Togets Hovede nærmede sig Festpladsens Telte, gik nu frem i en Allé af plantede Bannere, hen foran den røde Tribune. Der var mange Kvinder i Toget, ogsaa Børn og store og smaa Hunde.
Og en efter en, dernæst mange i ét Tempo, drejede de deres Ansigter om mod de to Ryttere.
Der var et lille Ophold i Rækken, og Ida drev Hesten frem i Skridt. Men i det samme traadte en høj, meget svær Mand fra Stien ind
