sammenhænge, dannes i vid udstrækning gennem ‘DIY learning’. [n 1] Overraskende mange af de folk, der arbejder med digitale medier i kulturarvssektoren, er ‘DIY learners’. Vi er alt muligt fra billedkunstnere til antropologer og specialister i engelsk litteratur – men sjældent med egentlige IT-akkreditiver på eksamensbeviset. [n 2] Det er først og fremmest et pragmatisk fagfelt, men selv hvis det havde været mere akademisk fokuseret, ville traditionelle publiceringskanaler have svært ved at holde trit med tempoet i udviklingen. Derfor er størstedelen af kilderne til mine studier ikke fundet i traditionelle trykte publikationer, men i wiki’er, blogindlæg, tweets, e-mails, præsentationer delt via Slideshare, online videoer og interviews m.m. Det er et flydende, ekspansivt korpus af viden.
Digitale museumsstudier er en frembrydende akademisk disciplin, med Digital Heritage på Leicester University som det mest etablerede eksempel, og Digital Humanities som et bredere, tværdisciplinært fagfelt, der tegner til at vinde indpas i GLAM-sektoren i de kommende år.[1] Men indtil nu er det digitale langt fra en etableret faglighed i det praktiske museumsarbejde – og da slet ikke i en dansk kontekst – hvilket betyder, at arbejdet som regel foregår projektbaseret og kun langsomt finder vej til driftsbudgetterne. Pionerer inden for feltet har banet vejen for ‘best practices’ ved at være de første til at adoptere nye teknologier, medier, metoder, platforme og værktøjer i deres museale praksis, demonstrere værdierne og ulemperne, og dele deres erfaringer med et internationalt fagfællesskab. SMK har forsøgt at lære af og arbejde videre med idéer fra nogle af disse pionerindsatser, men eksemplerne er indtil nu spredte, og institutionernes størrelser, samlinger og brugergrundlag varierer så meget, at det kan være vanskeligt at overføre praksisser 1:1 fra et museum til et andet. De cases, jeg benytter til at belyse udviklingen på SMK, er hentet fra den internationale GLAM-sektor og repræsenterer samlet set en noget spredt udvikling. Tyngdepunktet findes blandt amerikanske kulturarvsinstitutioner, samt i visse markante eksempler fra især Holland, England og Australien. Samtidig
- ↑ DIY er en almindeligt anvendt engelsk forkortelse for “Do It Yourself”. Betegnelsen anvendes bredt om alt fra anlægning af rosenbed til uddannelser på universitetsniveau. I internetkulturen anvendes den om folk, der tilegner sig et fag eller et håndværk på egen hånd ved hjælp af frit tilgængelige online ressourcer (Open Educational Resources, eller OER) – for eksempel unge, der ønsker en universitetsuddannelse, men ikke har råd, og folk i alle aldre, der ønsker at dygtiggøre sig inden for nye vidensområder eller praktiske discipliner. Læs mere om DIY-fænomenet i Anya Kamenetz’ udgivelser DIY U http://diyubook.com/ og The Edupunk’s Guide http://edupunksguide.org/
- ↑ I en paneldebat ved seminaret The Commons and Digital Humanities in Museums siger Michael Edson: “Vi er en hel generation, der var i gang med andre ting – nogle af dem endda med betydelig ekspertise – da internettet for alvor blev interessant. Der var ingen formel uddannelse. Jobbet eksisterede ikke ti år tidligere, slet ikke tyve år tidligere.” http://www.youtube.com/watch?v=WiyRO7t8EFE Mere om dette emne i “What is a museum technologist anyway?”, Museums and the Web 2013 http://rjstein.com/what-is-a-museum-technologist-anyway/
- ↑ Ifølge Ross Parry, Senior Lecturer i Museum Studies ved Leicester University, har der indtil for ganske nylig eksisteret en slående mangel på metodisk stringens inden for den gren af Museum Studies, der på engelsk kaldes museum computing, og som jeg her har valgt at omtale som digital museumspraksis. (Parry, 2010, s. 457). Digital Heritage kan tages som en Masters Degree eller Postgraduate under Museum Studies http://www2.le.ac.uk/departments/museumstudies/postgra-duate-study/digital-heritage. Om Digital Humanities, se http://en.wikipedia.org/wiki/Digital_humanities
