Side:Sharing is Caring anthology, Danish version.pdf/28

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Min grundholdning er, at museer til enhver tid skal bestræbe sig på at præsentere kunsten i alle dens mangfoldige udtryk og indgå i åben dialog med omverdenen om, hvilke snit der skal lægges i indsamling og kuratering, hvad der skal vises frem og hvad der kan gemmes bort, og hvorfor. Gennem mit arbejde på SMK har jeg langsomt opdaget potentialerne i digitale medier. Stykke for stykke har jeg erfaret, at det mangfoldighedsparadigme, jeg beskrev i mit speciale, længe før digitale medier blev en central del af min profession, har noget nær perfekte omstændigheder for at folde sig ud og realiseres i digital form på internettet. Derfor har jeg set det som en kerneopgave at udforske og udvikle en digital museumspraksis, der kan løfte mit fag – kunsthistorien – styrket ind i det 21. århundredes digitale mediekultur. “Sharing is Caring” er blevet mit professionelle ståsted, fordi jeg ser enorme potentialer i, at GLAM-sektoren deler digitaliserede samlinger uden restriktioner, samarbejder på tværs af institutioner i stedet for at konkurrere, og har tillid til brugerne og viser respekt for deres viden og kreativitet. Og ikke mindst at vi indser, at det, der ikke regenererer, degenererer. [n 1]

I min tid på SMK har jeg registreret en voksende politisk forventning om, at statsstøttede museer samarbejder, deler ud af deres digitaliserede aktiver og inddrager brugernes perspektiv i samklang med en ny social internetkultur. Det er ofte en forudsætning for at få adgang til statslige puljer og midler. Og for hovedmuseet er der en særlig forpligtelse til, at vi påtager os en koordinerende og vejledende rolle i forhold til de øvrige danske kunstmuseer.[1] Med andre ord har jeg en pragmatisk tilgang til den teknologiske udvikling, og hvordan den griber ind i min profession. Når det er sagt, har min faglige baggrund i kunsthistorien også til tider været en udfordring. I Platons Symposion fortæller Aristofanes, hvordan mennesket søger efter sin komplementære halvdel. Ligeså er jeg som kunsthistoriker i en digital museumsstilling yderst bevidst om, at min faglighed kun møder en del af de krav, opgaven reelt rejser. Ind i mellem har jeg haft en

  1. Clay Shirky siger om de muligheder, som det netværksbaserede samfund skaber: “Den chance vi står overfor er enorm; hvad vi foretager os med den vil i store træk blive afgjort af, hvor gode vi er til at forestille os – og belønne – offentlighedens kreativitet, deltagelse, og deling.” (Shirky, 2010, s. 212)
  1. Sanderhoff, 2007, s. 190-201.