Side:Sharing is Caring anthology, Danish version.pdf/26

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Åbenhed skal her forstås på to måder:

  • En åben indstilling til brugernes synsvinkler på og aktive bidrag til GLAM-institutionernes arbejde (det, der kaldes brugerinddragelse og omfatter betegnelser som crowdsourcing, crowdcuration, citizen science, citizen exploration m.m.).
  • Åben adgang til museernes digitaliserede aktiver i form af billeder, data m.m.

Det er især det andet aspekt – der imidlertid kan ses som en forudsætning for det første – som denne artikel cirkler om.

GLAM-sektoren udgør den overordnede kontekst for denne artikel. M for museer er fokusområdet. Statens Museum for Kunst (SMK) er casen, og det emne, der zoomes ind på, er den langsomme indoptagelse af OpenGLAM-principper i SMK’s DNA. Det centrale ledemotiv – som kan spores fra artiklens indledende overflyvning af de udfordringer og potentialer, GLAM-sektoren står overfor i dag, til udfoldelsen af dens specifikke case – er, at vi må påtage os en ny rolle som katalysator for brugernes viden og kreativitet. For at kunne gøre det behøver vi et nyt fundament at arbejde ud fra, som består af lige dele digital infrastruktur og digital bevidsthed. Artiklen handler om, hvordan dette fundament er i gang med at blive bygget, sten for sten, bit for bit, på SMK.

Den litteratur, artiklen baserer sig på, afspejler en GLAMsektor i kraftigt sidelys fra eksterne kilder. Der refereres til Lawrence Lessig, Clay Shirky, Chris Anderson, Tim O’Reilly, Don Tapscott og Anthony Williams – nogle af de mest veletablerede tænkere inden for internettets kultur og økonomi, hvis analyser af et nyt scenarie for udvikling og vækst, videns- og kulturproduktion er blevet bærende for, hvordan internettet og digitale medier beskrives og opfattes. Forfatterne kommer ofte fra en amerikansk baggrund, men deres analyser har vundet global udbredelse: The Long Tail, Social