har glemt om det var i 1737 eller 1739, Vivaldi skrev sin sidste opera, googler jeg det straks på min smartphone og har i løbet af få sekunder hele internettets akkumulerede viden i min hule hånd.
Det er jeg vant til nu. Men det var jeg ikke for få år siden. Ligesom jeg ikke var vant til at lave statusopdateringer, at tage billeder med min telefon og dele dem øjeblikkeligt med mine netværk, at holde Skypemøder med samarbejdspartnere, jeg aldrig har mødt i virkeligheden, at dele fælles arbejdsdokumenter i “skyen”, at deltage aktivt i konferencer på den anden side af jordkloden via Twitter, at kunne se præcis dén obskure musikvideo, jeg kommer i tanker om mens jeg pendler på arbejde, at forsikre mig om rigtigheden af en fast vending på engelsk ved at tjekke, hvor mange hits den får på Google, eller at finde ny inspiration til aftensmaden på mobilen frem for i en kogebog. [n 1]
Jeg kan konstatere, at mine personlige vaner og forventninger konstant ændrer sig i takt med den teknologiske udvikling. Og jeg aner ikke, hvilke vaner jeg vil adoptere i fremtiden. Det er en erkendelse, jeg tager med mig på arbejde hver dag på Statens Museum for Kunst, det danske hovedmuseum forbilledkunst. Umiddelbart er museer måske ikke det første, man forbinder med konstant og rastløs forandring; snarere med traditioner og varighed. [n 2] Vi er kulturarvsinstitutioner, der som en af vores centrale opgaver har at fastholde erindringer om og betydninger af fortidens genstande, og bevare dem intakte for eftertiden. Men måderne, vi gør det på, må nødvendigvis foregå i takt med virkeligheden uden for museernes mure. Når vi forsøger at forestille os, hvilke ting vi kan opleve og foretage os på et museum i fremtiden, er fantasien naturligt begrænset af vores erfaringshorisont.
Hvis nogen havde sagt for 25 år siden, at vi med et strøg på en mobiltelefon kunne få adgang til MoMA’s samlinger, ville vi have rystet på hovedet i vantro. Hvad mon vi kan om 25 år? Det er vanskeligt at forudsige, men klogt at følge
- ↑ Den amerikanske internetekspert Clay Shirky beskriver dette fænomen som ‘the basic truth about technology’: “… hvis et værktøj er brugbart, anvender folk det (surprise). De vil benytte et redskab, også selvom det er væsensforskelligt fra noget, de har brugt før, hvis det gør det muligt for dem at foretage sig noget, de har lyst til.” (Shirky, 2010, s. 100)
- ↑ “Det ville være fjollet at betragte museer som uforanderlige, men hele deres eksistens indikerer en vis stase. Museer blev skabt for at fastholde og konkretisere fremskridt – til at opsamle ting, efterhånden som de bliver kendte og værdsatte, og fastholde dem i uforanderlighed. Ved at gemme fysiske genstande understøtter museerne den viden, vi har om dem, og på den måde er de et allestedsnærværende teknologinetværk, som samler al denne viden og forsikrer den besøgende om dens sandfærdighed. Vi kan godt spørge: “Hvis sandhed?” og stille spørgsmålstegn til denne praksis på hundrede måder, men ikke desto mindre er denne empiriske attitude grundlaget for museet som institution.” (Knell, MacLeod and Watson, 2007, s. xix)
