88
Partikulier Petersen.
ud over Sortedamssø og et Øjeblik tænkt paa Drukning, men Isen var tyk, og Vandet maatte være forbistret koldt .. hu! — Lige saa godt kunde han vente til hen mod Foraaret, naar det blev lunere. … Hæ, han, hæ! Helt tosset havde P. J. Petersen dog aldrig vaeret, selv i Ungdommens stormende Aar .... Foraaret kom, J. P. Petersen druknede sig ikke. Han blev i sin Bod, Aar efter Aar, lagde hvert Aar det halve af sin Løn — 100 Daler — op, satte dem paa Rente, begyndte ved en Mæglers Hjælp at spekulere, saa han, da han var tredive Aar, ejede 1500 Daler. Han gik i Kirke hver Søndag, takkede Gud for sit hidtidige og bad for sit fremtidige Held i sine smaa Spekulationer, erfarede Bønnens Nytte ved en Gevinst paa 150 Daler hos Israel i Læderstræde og ved sit lykkede Forsøg paa at faa Principalen til efter 15 Aars Tjeneste at lægge 50 Daler paa hans Løn. Dag gik efter Dag, den ene som den anden. Kun at Petersen Søn- og Helligdagenes Formiddag tog sig en lille Kop Chokolade i Kaféen henne paa Hjørnet og om Vinteren i Tilgift Kakkelovnsvarmen i Kafeen, lige til han skulde spise til Middag, til stor Ærgrelse for Opvarteren, der den Tid, Petersen sad og hang uden saa meget som at læse en Avis, ellers kunde have taget sig Udgangslov. Endnu gottede Petersen sig ved Mindet om denne Opvarters sure Ansigt og af sin egen indvendige Bemærkning: "Ja, saadan en har godt af ogsaa at vide, at han er tjenende."
Saa døde Principalen, den Kjæltring! Boden blev overtaget af hans Svigersøn, og saa megen
