87
Partikulier Petersen.
P. J. Petersen saâ fra den mørke Baggrund i Urteboden paa Østerbrogade ud i Lyset ud over Søen og "Kjærlighedsstiens" og Dosseringens svulmende, skovagtige Trægrupper. Ja den Gang kunde Folk nøjes med at ligge paa Landet paa Kjærlighedsstien og Dosseringen! Aa, hvor var hun tillokkende for Sextenaarsdrengen Etatsraadens Tjenestepige med den hvide Lærredssmække bepansrende den fulde Barm og med Bobinetskappen over det uregerlig-tjørnekratagtige mørkebrune Haar! Hans Hjærte slog stærkere, naar han saâ det hvide Forklæde med Smækken tone ud mellem Havens Træer og saa hørte hendes Læderskos solide Saaler faa Grøftebroen til at gungre som en Borgs Vindebro under en Ridders Hoppe. Hvor var det muligt andet end at betænke hende med en forholdsvis rigelig Tilgift af Rosiner og Mandler — ja stundum to Figner, naar hun gjorde Indkjøb i Boden, mens hans Principal sov til Middag? Hvor hoppede ikke Urtekræmmerdrengens Hjærte, efterhaanden som hun blev mildere. Hvor imødesaâ han længselsfuld den Dag, da han skulde være Svend! Saa vilde han faa Løn, og saa vilde han rigtignok den første Søndag, han fik fri, invitere hende i Skoven og spendere en hel Rigsdaler til fælles Fortæring i "Slottenlund". En af Kaperkuskene havde lovet ham gratis Befordring den Dag.
Ja, Peter Petersen blev Svend, men forinden havde Petrea giftet sig med Vognmanden henne paa Hjørnet og havde faaet Tvillinger. P. J. Petersen havde den Vinterdag, han fik det at vide, set
