85
Partikulier Petersen.
sluk dog Lyset inde i Sovekamret!" — men saa tænkte han paa, at hans Kone var syg, vilde være human og regne Udgifterne til Lys sammen med Apothekerregningen, foldede sine Hænder og bad til Gud, om han snarest muligt, naadigst vilde gjengive hans kjære Hustru Helsen og Sundhed.
Pyh! — Doktoren havde rigtignok sagt, at det var farligt — det var det Tilfælde med Lungerne for anden Gang! Pyh, de Dok'tre! De sagde saa meget, bare for at kunne smøre Regninger op … Det var dumt, at han ikke havde holdt fast Huslæge i de sidste fire Aar, for det kunde dog vist ikke løbe op til, hvad den Doktor nu vilde kræve ind, og saa var det dog Vorherre, der gratis udrettede det hele, saa alle Penge, man gav til Doktor, de var i Grunden smidte i Rendestenen.
Det var alligevel ærgerligt, at de stadig brændte Lys derinde! Mon hans Kone blev bedre eller værre, enten hun laa i et belyst eller i et mørkt Værelse? Ja, ja … lad det nu gaa, til hun kommer sig lidt … saa skal Lysene nok blive slukkede, det skal jeg svare for.
For ikke stadig at ærgre sig over Lysstriberne gjennem Dørfyldingen tog Partikulier Petersen det Parti at svøbe sit Hoved tæt i Chenilleslaget. Dog naaede han kun at halvblunde, og da lod han sit Livs Begivenheder passere Revue i sin Erindring som Taagebilleder. Det var Vane hos ham, thi han nød sig selv. Hvor havde han været en sparsommelig og gudfrygtig Mand! Og var Gudsfrygt og
