84
Partikulier Petersen.
Dagslyset hindredes paa alle Maader af den tæt overtrukne, tøsnespyende Himmel, men det maatte, det skulde frem. Koldt antydede det sit langsomme Løb med Forhindringer i den kolde Stue ved gnavent at bore sig ind gjennem Ruderne, som ingen Rullegardiner dækkede. Thi Partikulier Petersen vilde ikke uden Nytte slide hverken paa Lærred eller Snore — hvad der var skaanet, var spart —. Aldrig saa snart opdagede han Morgenens Kamp med Natten, hvis Udfald han let forudsaâ, før han pustede Lampen ud — den havde brændt over en Time.
Lyset var altfor svagt til, at han, trods sine Briller, kunde se at læse Salmebogens smaa Tryk.
"Og det skal kaldes Dagslys," snerrede han hen mod Vinduerne. Saadant noget Fedteri: En kan hverken se eller inte se."
Han vidste ikke, hvad han skulde tage sig for, søgte en Stund efter Muligheder til at faa Tiden til at gaa, til det blev ordentlig lyst, men hans Søgen mundede ud i, at der ikke var andet at gjøre end at svøbe sig ind i den godt og vel fyrretyveaarige Chenille, indhylle sit Hoved tæt i dens Slag, lægge Lammeskindstæppet over sine Fødder og forsøge paa en Lur i den haarde Sofa, saa blev det vel imidlertid lyst, og saa kom hans Datter vel med Kaffe — aa lidt varm Kaffe i denne kolde Morgenstund!
Fra den utætte Dør skimtede han Lys trængende ind gjennem Fyldingens Sprækker fra Sovekamret.
Han rejste sig paa Hug og vilde raabe: "Saa
