76
Kobbersmeden.
paa denne Aarstid. Fjærne Brøl og Gjenlyd af Vogrummel og Piskesmæld, af tunge Fodtrin, af Børnetrompeter, af en enkelt Lirekasse naaede det lille Stræde. Den gamle Kobbersmed gik ned ad det. Jo, der laa Bissekræmmeren. Han var trillet helt ned i Rendestenen, nu, da Skomageren havde givet Plads for ham. Han var bleven liggende trods det, at en Patrouille af Byens Borgervæbning var gaaet rundt i alle Gader Markedsaftenen for at paase, at Alt var i Orden. Men baade den kommanderende Underofficer og de Fire Mand, som i Dagens Løb havde holdt Vagt paa Raadhuset, havde liberet saa flittig til den sjællandske Bakkus, at de rent havde overset et Fænomen som den døddrukne Bissekræmmer.
Den gamle Smed sled og asede, til han fik rejst den døde og slappe Masse op efter flere forgjæves Forsøg. Han slæbte den pustende og stønnende ned i sin Kjælder, lukkede og stængede Gadedørens to Fløje. Han lagde sin Byrde paa den Bænk, hvor han plejede at arbejde. Han streg de sammenfiltrede Haartotter fra Bissekræmmerens Pande. Med opsmøgede Ærmer vaskede han hans Ansigt rent for Kønrøgen med store Masser af grøn Sæbe. Han klædte ham af som et Barn, iførte ham grovt, men rent Linned, slæbte ham saa ind i det lille Kammer til Gaarden, lagde ham i sin Seng, men blev selv siddende paa sin Bænk. Den enlige Haandlampe stirrede rødt i det store sorte Rum hele Natten igjennem. Afvexlende slumrende og vaagen, hyllet i et Spind af Drømme og tunge, uklare
