74
Kobbersmeden.
nogle uartikulerede Lyd, mens Drengene fjærnede Armen fra hans Ansigt. Zedlitz kløede sig bag Øret under Huen og blev mindre glad end før. Der var Noget i dette Ansigt, som forekom ham at minde ham om Noget — lige som i Morges, men han kunde ikke finde den ledende Traad gjennem Glemselens Dæmring.
"I bedarfede inte at schmiere ham, den fremde Mand til, I Spitzbuber!" mumlede han, skjønt han strax opstillede som Modvægt den Reflexion: "Men der er jo ingen Skade sket. Han kan have godt af den Straf for sin afskyelige Drukkenskab.
Efter vel besørget Gjerning gik Kobbersmeden hjem. Drengene morede sig et Kvarters Tid over de to besudlede Ansigter, saa blev de ogsaa kjede af Legen og spredtes efterhaanden. Gaden blev som før stille og øde. Kobbersmeden sad og hamrede, maaske lidt mere nervøst end sædvanlig. Der var Uro i hans Sind, men det var ham umuligt at finde Grund dertil. Af og til standsede han sin Hamren og lyttede efter, om noget skulde røre sig uden for.
Sommeraftenens langsomt skridende Skumring var begyndt. Gjenskinnet af Solen paa Metalkarrene døde hen, og kølig Skumring fyldte Kjælderrummet.
Da Zedlitz gjorde en Pavse for fjerde eller femte Gang, bares det ham for, at noget strøg langs Husvæggen, og at listende Trin led ude fra Gaden Han rejste sig og gik hen i sin Dør.
Et kulsort Fjæs med onde Øjne, aaben Mund med hæslige Tandstumper mødte ham.
