73
Kobbersmeden.
"Hør mal, du der, Kristian!" sagde han. "Løp hen und kepe for en Schkilling Kienrüss-Røk!"
"E' de' no'ne Bolscher. Zedlitz, hva'?" spurgte Drengen.
"Dummkopfhoved … det er den sorte Schnavs, … den der."
Han pegede paa den sorte Sokkel paa et vindueløst Udhus, som vendte ud mod Strædet.
"Naa Kønrøg! … oh — nu kan jeg 'en! Ja vel, Zedlitz, ja vel! Hurra for Zedlitz!"
Alle Drengene brølede Hurra, uagtet Kobbersmeden frabad sig Ovationen ved at sige:
"Holt Jeresses Maulkjæft i! I er jo nogle Gassenjungen! Fui, fui … styche Drenger! Still, still, still!
Drengen Kristian havde gættet Zedlitz's Tanke til Fuldkommenhed, netop fordi den nogle og halvfjerdsindstyveaarige Mand i dette Øjeblik tænkte lige saa drengeagtig som han selv. Han kom løbende med et Kræmmerhus af graat Papir, mens han triumferende holdt det i Vejret.
"Schmier dem so sort som en schwarz Negersklave — he — he", raabte Kobbersmeden ivrig.
Drengene sloges for at komme til at mase Kønrøgen ind i Ansigtet paa de to døddrukne Mennesker. Zedlitz lo, gned sig i Hænderne, blev formelig Kammerat med Drengene. Han stemte med i deres Jubelhyl, da den taabelige Maskering lykkelig var fuldført. Skomager Rind havde ikke rørt sig af Pletten og frembudt hele sin Ansigtsflade til fri Behandling. Bissekræmmeren havde frembragt