71
Kobbersmeden.
sine Afladspenge end Kobbersmed Zedlitz i dette Øjeblik.
Atter dansede Sollyset livsvækkende ind i det mørke Rum, hoppede paa Tin- og Kobberkar, til det satte sig til Hvile i forgyldende og forsølvende Prikker og Striber.
III.
Den gamle Mecklenburger var lige bleven færdig med sit Midaftenssmørrebred og sin halve Flaske tyndt Øl, da Larm i Strædet atter forstyrrede ham. Denne Gang var det infernalsk langtrukne Hylen og Hurraraab, af og til gjennembrudte af korte Hvin.
"Potz Slapperment … at Hølvede til!" brummede han. "Fler Bræntvinsschvin!"
Den moralske Forargelse gjorde Kobbersmed Zedlitz energisk-hidsig. Han vilde ud og parodiere den ventede Drukkenbolt ved at dingle foran ham, selv med Fare for at blive grint ud af den hujende Drengesværm, han saâ mylre et Stykke oppe i Strædet.
Ja det var et frygteligt "Sjov i Gaden". Ikke alene en Mængde af Byens Drenge, men en hel Hoben Bønderdrenge, de voxne Markedsgjæsters Tilbehør, dannede tæt sluttede Ringe om det interessante Fænomen, som Kobbersmed Zedlitz fik at se: to fulde voxne Mandspersoner. De laa død-
