69
Kobbersmeden.
Halv arrig og halv angest kikkede den gamle Kobbersmed ud gjennem Vinduet. Helt oppe i Strædet nær ved Hjørnet stod en lang, sjofelt klædt Karæ. Alle hans Klæder skinnede i Solen i lurvet Blankhed og syntes saa snævre, at de maatte sprænges; kun Støvlerne glinsede ikke. Der sad Kager af tørret Vej- og Gadedynd paa dem, og de vare saa store, som vare de ikke syede til en menneskelig Fod. I en Skulderrem har han en temmelig stor Kasse, et forpjusket Haar og Helskjæg stod om hans Hoved som en Tornekrone; han svang en lyseblaa forhenværende Militærhue i Luften som en plastisk Ledsagelse til sit hæse, men dog gjennemtrængende Brøl.
"Verdammtes Marktsgesindel!" mumlede Kobbersmeden. "Inte kan det la' en stille Mann und en stille Gade mit Fried. Pakkerads und væm'lich Kram."
Med et Par lange skrævende Skridt var han henne ved Døraabningen, fik begge de smalle Dørfløje smækkede i og stængede med en Jærnstang.
"Jeg vil ikke det Schvin i min Keller ha'", sagde han. Han ofrede kun den lazzaronagtige Kræmmer et flygtigt Øjekast, da han passerede forbi, skjønt denne standsede og syntes at studse over de lukkede Døre. Kobbersmeden udtalte kun følgende Dom og Spaadom over ham:
"Halb besoffen paa Morgenstunten! Bést! Bliver stirtende fuld for Mittag und musedøt om to Timer derefter. Liederliche Wirtschaft paa disse Marktdage! O Bræntvin, O Bræntvin!"
