63
Kobbersmeden.
holdningskar — og de burde alle være af Kobber eller Blik —, saa vilde Verden være omtrent helt lykkelig. Ja, han blev tidt saa hidsig forarget, naar han saâ en Drukkenbolt dingle hen ad Gaden, at han kastede sit Værktøj og det Kobber- eller Bliktøj, han hamrede paa, fra sig og gik ud paa Gaden. Med sine smaa grævlingeagtige Hjulben efterlignede han paa parodisk Maade den fulde Mands Bevægelser idet han gik foran ham. Dette gjorde den Drukne endnu mere fjollet og usikker end før, og, naar Kobbersmed Zedlitz havde den Tilfredsstillelse, at hans Operationsgjenstand faldt i Rendestenen, gik han hen mod ham og sagde:
"Besoffne Hundsvott? Føler du dich inte bestraffet af Gerechtretfærdigheden? Sieh, om den Schlubberteschlingel kan svare et Ord! Und warum schwarer han ingen Antwort? Nadirlich, fordi han inte kan, den Fæ!"
Saa knyttede han Haanden i Luften og sagde pathetisk:
"O, Bræntvin! Bræntvin!"
Disse spredte Forsøg paa at moralisere Samfundet var Alt det, den gamle Meklenborger foretog sig udenfor sit Værksted. Han var Ungkarl, omgikkes Ingen; hans Samtidige vare døde bort før ham. Han havde flere Gange havt antageligt Bud paa sit lille, af Kjælder og en høj Stue bestaaende gamle Bindingsværks Hus. Lidt havde han lagt til Side fra de gode Tider for Smaahaandværket, da han var Byens eneste Kobbersmed, saa han havde nok kunnet trække sig tilbage med en for sine smaa
