44
Tre Fuldmægtige.
bøjede med Hænderne for Ansigtet og — tænkte, hvis man kan kalde den smertelige Proces, som foregik i deres Indre, saaledes. Thi de følte en legemlig, en materiel Smerte: Stam nærmest i Hovedet, Krog nærmest i Hjærtet, Klem nærmest i Underlivet.
De havde nu i en lang Aarrække tænkt eller arbejdet med deres Tænkeorganer som en Hest, der gaar i Møllegang. Det, at Tænkningens vante Cirkellinie var sprængt, at de blev tvungne ind i Stemninger og Tilstande, helt forskjellige fra de sædvanlige, pinte og plagede dem.
De kunde ikke se hverandre. Hvis de havde kunnet det, vilde kvalte Suk, Vridninger med Overkroppen, en urolig Flytten sig i Sædet, krampagtige Trækninger i Arme og Ben have forraadt dem for hinanden, vakt den indbyrdes Ironi og hver enkelts Selvironi. Nu blev der kun Selvironien tilbage som kontrolerende Magt, men den var saare svag, sløvet, som den var, at Vindunsternes og Erotikens Forening. Selvironien kunde egentlig kun sige:
"Det er grinagtigt, at saadan en gammel Karl som jeg kan …
Men saa kom den ikke videre.
De sad og rokkede og gned og væltede sig paa den lange Stamme, som var bestemt til Møllevinge, Pumpetræ eller Gud véd hvad. Men i den uhyggelige Nat tjente den til Hjælp for de tre Fuldmægtige.
Stam følte sin Tilværelse sortest. En saadan Kvinde! Det var den første Kvinde, som … Det var for Resten Krogs Skyld med sit Kunstsludder
