43
Tre Fuldmægtige.
Hans Jensens store Bygning inde i Haven stod kun som en mørkere Sky i det øvrige Mørke. Kun et enligt Lys glimtede gult ned fra første Sal. Krog kunde ikke tie længere. Af hans bespændte Bryst arbejdede følgende Ord sig frem:
"Der oppe … der oppe! … Hun er ved at gaa i Seng."
En hæs gryntende Latter, mere dreven frem paa Trods end af Lyst til at le, var Svaret paa hans lyriske Udbrud. Saa blev alt dødstille i den mørke Gyde.
Hvorfor stod de tre Fuldmægtige der? Ja, de forelagde sig selv det Spørgsmaal og kunde ikke besvare det. Der var noget ved den Gyde, de holdt af. Der havde de i mange Aar endt deres Aftenpromenade. Gyden fik noget af en Kirkes, et Kapels, et Bedekammers Karakter. I Aften tyede de vist derhen, fordi de slet ikke havde det godt. Men der var ingen Leg mellem Lygteskjær og Regndraaber. Der var ingen Stjærner paa Himlen. Der var ingen glad Sympathi, ingen spidsborgerlig Tryghed. De burde gaa hjem, helst hver for sig, og det lige strax. Det følte de alle tre, at de burde, men de gjorde det ikke.
En tør klangløs Lyd hørtes. Stam havde med sin Fod sparket mod en lang Granstamme, der laa langs Grøften.
"Der ligger den endnu," brummede han.
"Det gjør den," sagde Krog.
"Lad os sætte os paa den." sagde Klem.
Saa satte de sig alle tre, dødtavse, forover
