42
Tre Fuldmægtige.
kunde rumme alle tres Kjærlighed til Giovannina Hermansen og deres gamle Venskab. De gik endogsaa Arm i Arm gjennem Hovedgaden, hvad de ellers aldrig plejede.
De gik i Theatret sammen, saâ atter "Den skjønne Helene," trakterede Primadonnaen og hendes Moder med Aftensmad og fulgtes atter ad langt efter Midnat.
Aftenen havde nu egentlig ikke været morsom, thi midt under Maaltidet var den Fejrede bleven søvnig og havde lagt sig paa Sengen. Madam Hermansen havde snakket Fanden et Øre af, var endog bleven gyselig fornærmet, da det bankede paa Døren, og Direktøren, Menelaos's Fremstiller, havde sagt med sin smørbelagte Basstemme:
"Bedste Madam! De maa virkelig faa "Ina" i Lullen; husk paa, at hun ødelægger sin Stemme ved at synge saadan i Privatum. Det kan ingen af os være tjent med."
"Det skal man ha' til, foruden den Gage, man inte faar, og det naar Barnet endda sover," sagde Madam Hermansen.
Skjønt de tre Fuldmægtige var hede af Vin, og Vinen udklækkede mange Drømme og Planer, der tumlede sig i deres Sind som Morgentaager i en Fjældkløft, gik de længe tavse ved Siden af hverandre ned ad Gyden mod Søen. De gik instinktmæssig den Vej. Ingen af dem havde foreslaaet den.
Gaslygten var slukket. Der var ingen Planter, ingen Dug at se paa Hegnet. Søen var ogsaa usynlig, men den klukkede hult op mod dem.
