23
Tre Fuldmægtige.
De vare begge drevne tilbage til deres Tyveaarsalders Standpunkt, da de læste til dansk juridisk Examen og om Søndag Aften paa Schweizerpavillonen i Frederiksberg Allé sang deres Yndlingssangerindes Omkvæd med og samtidig rakte hende et Glas svensk Banko op paa Tribunen.
De skiltes ad, de stod hver for sig, hver med sin Henrykkelse: Giovannina Hermansens Former og Stemme, Offenbachs Halløjmusik, den danske Oversætters daarlige Vers gjorde med et rent Bord med tyve Aars Dvaletilstand. Ingen af dem tænkte paa Krog, og Krog tænkte ikke paa Nogen af dem. Ingen af dem saâ Krog, og dog stod Krog i aller forreste Række og vakte baade Skinsyge og Forargelse ved fra sin Plads at vexle Nik og Øjekast med den skjønne Helene, saa at endog en ung Sadelmagermester sagde op til Primadonnaen, mens han pegede paa Prins Paris.
"Se paa Kjæresten, Prins París, Sjovanni, inte paa Byfogedfuldmægtigen!"
Og da Publikum ikke ænsede eller hørte det for lutter Henrykkelse, sagde han til Krog:
"Tror De kanske, at De er alene paa Komedie her i Aften?"
Han kunde lige saa godt have tiltalt den til en Saltstøtte forvandlede Loths Hustru. Men, da ved Aktens Slutning Helene falder om i sine Damers Arme, faldt Krog, betagen af Illusionen og i Kraft af en magnetisk Sympathi, til Siden, saa Sadelmageren maatte fange ham i Faldet og bringe ham til sig selv ved at hviske:
