297
Kjærestesorg.
Maj. Mads havde sagt Farvel til Husbond og Madmoder. Han stod midt ude i Gaarden med sin Tøjbylt under Armen, betænkte sig øjensynlig paa Noget, gik flere Gange frem og tilbage, vovede sig endelig hen til Maries Kammervindue og sagde:
"Maa jeg ikke byde Dig Farvel, Marie?"
Marie viste sig i Vinduesaabningen.
"Farvel Mads, og tak for alt Godt!"
"Skal det blive ved det?"
"Ja, det maa det."
Mads saâ lige saa ulykkelig ud som Kjeldsens Emil, naar han havde faaet "Klø".
Marie rakte Hovedet hen mod ham. Mads betragtede hende usikkert. Hun nikkede. Mads kyssede hende; men, da det varede lidt længe, skød hun ham sagte fra sig og sagde:
"Derved bliver det i al Evighed" og trak sig ind i Kammeret.
Mads gik ad Markstien til Spodsbjerg. Paa Halvvejen satte han sig paa en stor Sten. Han kunde se en Gavl af Liselyst i stærkt Lys af den nedgaaende Sol.
"Det er farligt at faa Kondition paa det Sted," mumlede han.
Han sukkede som en Maskine, der tømmes for Damp, rejste sig og mumlede igjen, men uhørlig, nogle Forbandelser mod Kvindekjønnet.
Saa begav Træskomandens Søn sig til sin Faders Hus i Spodsbjerg.
