292
Kjærestesorg.
Marie græd ganske stille. Niels sov ogsaa stille uden at sukke eller stønne. Hans uendelig korte Aandedræt var nu ganske svagt.
Den store Kone blev nu staaende. Hun havde ondt af Marie og brummede:
"Saadan var det ogsaa med mig og min salig Mand Lysestøber Stobæus. Jeg var et stort, svært Fruentimmer ligesom Du, og han var en Pibestilk ligesom han der, og hellig var han ogsaa. Hm! ellers plejer det at være Fruentimmer, som dør i Barselseng, men det var ham, der døde, mens jeg laa med det sjette. Saa knak han over af Tæringsygen. Han havde aldrig været til meget, men jeg holdt af ham, det lille Skidt. Og siden har jeg mistet fire Børn af den samme Syge. Du kan være glad over, at Du aldrig blev gift med ham der, men at Vorherre tager ham fra Dig i Tide."
Den dirrende Basstemme summede om Maries Øren som en Bisværm ved Midsommerstid, men Ordene forstod hun ikke.
Pludselig skar en Lysstrøm som en hvidblinkende Knivsodd en bred Rift ind i Krogens Dæmring. Den flød fra Himlen, hvor Skyerne brat skiltes, helt hen i den dæmrende Krog og beskinnede Niels og Marie.
Der sad han paa Hug med den ene Kind tæt op mod hendes. Hans røde tynde Skjæg blinkede som matte Guldtraade, paa de store hvide Hænder laa Aarerne blaa og opsvulmede. Hendes udad vendte frie Kind var stærkt rød; hendes blonde
