291
Kjærestesorg.
Stemme, der brummede og dirrede som et Orgels Basbasun. Hun opdagede Kortspillet, aabnede et Vindue og kylede det langt ud.
"Jakob Jonas Vimmelbjerg! … Jonas!" raabte Niels. "Kom og præk for mig! jeg dør."
De to Slagsbrødre laa nu rolig. Kun udgik der en Brummen fra deres Senge som af vilde Dyr i Bur, efter at Oppasseren har pryglet dem.
Sygehuskonen nærmede sig Niels's Seng. Hendes sure, mægtig brede Ansigt, lige saa vejrbidt som en gammel Matros's og prydet med ringe Rudimenter af Over- og Fipskjæg, bøjede sig hen mod Marie og Niels.
"Sikkendan han er kjælen, ligesom et andet Pattebarn," brummede hun. "Men han har lige godt været skikkelig, paa det nær, at han sang Psalmer, saa længe der var Vejr i ham … Du er vel hans Kjæreste?"
"Ja", hviskede Marie.
"Det er godt for Dig, han dør, for han havde aldrig kunnet føde nogen Kone. Han var tosset."
Marie følte et Sted fra Isse til Fodsaal. Det forstyrrede den Syge i hans Leje. Han gav sig ynkelig derved, men syntes ikke at vaagne.
"Jeg troede, han skulde komme sig," sagde Marie sagte.
"Det gjorde jeg s'gu ogsaa," sagde Konen. "Men i Overgaars saa brækkede han over fire Potter Blod op, og imorges … ja … det var vel et Par Potter, og jeg skal sige Dig, naar et Menneske ikke har mere Blod i sig, saa dør det lige godt."
