276
Kjærestesorg.
klistret til Hovedbund og Tindinger. Det var et Brev, som kunde klodse!
Marie satte sig til at granske. Nu maatte "det Indvendige" ud af hende, enten hun vilde det eller ej. Det var disse forfærdelig bevægelige Ord, der gjorde det, og saa disse mange z'er, et Bogstav, som imponerede hende paa Grund af sin Sjældenhed.
Hvordan var egentlig hendes Fornemmelser over for Niels? Det var atter ikke til at blive klog paa. For det kunde godt være, at det var Løgn og Sludder, Alt det, der stod i det urimelig lange Brev. At han var blevet Abekat og Komediantspiller, det var tydeligt nok. Men det havde han jo Geni til.
Brat gjennem disse Betragtninger brød Mindet om Sommerdagene der nede i Enghulingen, og det Minde groede højnende over alt Andet. Aa … han var dog lige som et lille Barn, lige saa hjælpeløs og endnu mere kjælen end Kjeldsens lille Peter! Hvor havde han ligget mat og varm i hendes Favn, den tynde Karl! Hun syntes, hun kunde mase ham. Og hun elskede sin egen Styrke, og hun elskede med moderlig Trang til at skjærme den fint byggede Karl med de brune Øjne. De brændte som Sankt-Hansorme ved Skærsommertid.
Hun havde været som en Moder for Emil og Peter, men nu var de snart saa store, at de kunde være hende foruden; og, var Madamen end daarlig, saa var jo Kjeldsen en stærk Tamp. Niels trængte langt haardere til hende end Emil og Peter. Niels kunde ikke undvære hende.... Og Mads Madsen!
