270
Kjærestesorg.
hende efter den lille Graa, som langsomt gik videre og umærkelig flød hen i den lyse Rimtaage.
"Vi er ikke færdige endnu," sagde Marie. Stiltiende hjalp Mads hende med Resten af Arbejdet.
Da de havde gjort, hvad der skulde gjøres, tog de hver i sit Øre i Baljen og steg op ad den glatte Skraaning til Gaarden.
"Det var lidt forpustende," sagde Mads og standsede paa en Slags Afsats. Nu var den frossen, og Mads fandt sig foranlediget til at bemærke:
"Det Sand der, det ligner det Sukker, Madamen deler ud til Eftermiddagskaffen."
Marie svarede ikke strax, men greb i Baljens ene Øre, tog et Tag, og, da Mads blev staaende sagde hun:
"Hvor længe skal vi staa her og glo?"
Mads blev staaende stiv som en Pind. Over hans Ansigt gik sære Grimacer. Hans Mund vred sig i Krampe og savlede som et Barns. Hans Øjne blev røde og onde.
"Naa da!" sagde Marie og lod, som om hun ikke mærkede Noget.
Mads tog et Tag i hver af sine Laar, kneb i Kjødet, saa det gjorde ondt; men Haabet om, at den Smule Smerte skulde faa Overtaget over, hvad der gjorde ondt indvendig, glippede aldeles. Det Onde i Sjælen var stærkere end hans Kneb i Kjødet. Alt indenfra brød ud i et vildt Brøl:
"Brevet er fra Niels … han, der kom … dernede … uh … det var en tysksindet Spion.
Marie blev lidt bange, da hun saâ, at Mads
