18
Tre Fuldmægtige.
"Hvad? Det skal du, min S'æl, faa at se."
Han fôr hen mod Klokkestrængen, knyttede sin Haand om dens Haandtag til et kæmpefast Greb.
"Det ringer ikke, Stam," sagde Klem.
"Saadan en forbandet Klokke! Strængen maa være gaaet itu. — Prøv du … ring! He … he! Nu er det dig, som er bange."
"Jeg? Jeg har ikke mere med Byfogden at gjøre end med hans Kat."
Klem tog fat i Haandtaget.
"Nej, du har Ret. Strængen maa være sprungen.
"Der kan du se! Hm!"
De saâ først mistænksomt, derpaa forskende paa hinanden, humant tilgivende hinanden Misforholdet mellem deres Mod til Handling og til drabelige Ord.
De gik midt ud paa Torvet. Det skylregnede. Bag Lygteglasset gjorde Flammerne nogle løjerlige Nejninger, som om de vilde bede Himlen om godt Vejr.
Der stod Amts- og Herredsfuldmægtigen hver med sin Paraply over Hovedet. Regndraaberne dundrede imod Paraplybetrækket som Trommestikkernes dæmpede Lyd ved en militær Ligbegængelse. Ja, der stod de to Fuldmægtige, rettende ængstelige og vemodige Tanker mod den forsvundne fælles Ven. Efter nogle Minuters Tavshed sagde Stam:
"Hvad Fa'en staar vi her for?"
Klem svarede:
"Det vilde jeg lige have spurgt dig om."
