264
Kjærestesorg.
Verden for Dig. Men Du maa, min S'æl ikke sige det til Nogen. For saa faar jeg en Ulykke af alle Tøsene i Spodsbjerg, naar jeg skal til "Ornegilde" med dem hos Per Ol'en. Og det Ornegilde vilde jeg dog nødig lade gaa fra mig."
Der var ikke Noget at se af Søen. Ja der var ikke Noget at se af Noget som helst undtagen af Træerne. De laa som forstyrrende, struttende, uvedkommende Gjenstande i Morgentaagens jævne Islæt. De spjættede svagt og dog forstyrrende ud i det hele Væv med deres bladløse Grene og Kviste. Ikke en Gang fra den lille af to Bræder bestaaende Bro kunde Nogen ane, at der laa en Sø foran, naar man ikke vidste det i Forvejen.
Mads hjalp Marie med at bære Baljer ned ad Skrænten i denne Stund, der hverken var Nat eller Dag.
Mads var sjæleglad, mens han og Marie skyllede Tøj i Søen, begge liggende paa Maven tværs over Brædebroen.
Han spiste sine Romkager med stor Appetit, dem, Marie havde vraget. Og hans Humør steg til Højdepunktet, da Marie opgav sin hidtidige etiketteagtige Holdning imod ham til den Grad, at hun smækkede ham tværs om Ansigtet med en vaad Strømpe. Det gav ham Mod til at kaste en vaad Uldklokke over hendes Hoved og raabe: Bøh.
Hun blev stemt op til sin klare Latter, alt mens den langsomt stigende Sol tindrende lagde sig ind i Taagen med mild hvid Stjerneglans.
"Alt bliver godt," tænkte Mads Madsen, uden Gamle kan ikke gjøre det længe. Saa skal Træsko-
