261
Kjærestesorg.
lampe hang dybt under Loftsbjælken og døsede glorød ud i den tætte Damp.
Midt i Disen og Dampen stod Marie med højt opsmøgede Ærmer foran en stor Balje. Ud fra Kjedlen tog hun det ene Stykke Tøj efter det andet, gned, vred og sled, alt mens Sveden haglede ned fra hendes Pande. Det lyse glatte Haar skiltes i sin sædvanlige Sammenføjning; en Fletning struttede rebelsk ud til Siden. Den begyndende Opløsning viste sig i Fletningens Ende i Form af en Dusk som en Kohale. Hænderne vare helt opkogte og bløde, saâ ud, som de var koparrede; men Neglene vandt paa en Maade ved dette Arbejde. De fik fuldstændig hvide Rande, og Marie sagde, en Gang, da hendes Øjne faldt paa dem:
"Man skulde tro, jeg var Stiftsdame, saadanne Negle faar jeg."
Hun lo op ligesom for at trodse Slidarbejdet. Det skulde lystre hende, hun ikke det, mente hun.
"Jeg skal magelig faa Magt med det Hele, faa skyllet det og hængt det til Terre paa Engen, inden Klokken bliver otte," sagde hun … "Det værste er den Lilles Tøj … det er ikke til at faa Bund i. Aa den lille Meggris! Han er lige godt saa sød!"
Bare Marie havde havt Kjeldsens mindste Dreng ved Haanden! Hun havde ædt ham med Kys, den lille, søde Gris!
Det skurede uden for i Gaarden mod Stenbroen. Marie havde intet Uhr, anede hun dunkelt, hvad Klokken var. Hun standsede Arbejdet et Øjeblik.
