259
Kjærestesorg.
Læsere. Og mens han betænkte sig, blev Glansen i Maries Øje mattere … aa den maatte vist dø … Aa, hvor jeg er et Kvæg, tænkte Mads.
Han vidste ikke, hvorledes han skulde faa tændt Glansen igjen i det Staalgraa. I sin Forfjamskelse sagde han det Dummeste, han kunde sige. Thi han sagde.
"Kan jeg nu ikke være lige saa god som Niels?"
"Nej", sagde Marie med en saa tør Tone som om en Træske slog mod et Træfad.
Mads blev ond. Nu havde han gjort Alt det for Marie, og endda vilde hun ikke.
Hans Ansigt fortrak sig. Hver af hans Mundvige nærmede sig hvert Øre. Hans Skjæg dirrede. Hans højre Haands Tommel- og Pegefinger aabnede sig som en graadig Knibtang vidt ud. Han vilde tage Marie i Nakken. Men, inden han var kommen saa vidt, havde hun skubbet ham i Ryggen. I et Nu laa han paa Maven tværs over Udhusets Tærskel.
Mads saâ den bladløse Skov og Søen tæt op for sine Øjne.
"Her ligger jeg som en anden Skruptaase lige paa "Bøven", sagde han halv højt til sig selv.
VII.
Mads syntes, at hans Sager gik bedre, trods al Mangel paa ligefrem Opmuntring fra Maries Side. Thi hun saâ nu ganske skikkelig, ikke slet saa tvært
