254
Kjærestesorg.
Malke kunde han ogsaa. Han var nu en gammel Karl paa nogle og tredive; det var et meget nedværdigende Arbejde for ham; Gud hjælpe den, der havde budt ham det! Mads vilde have afvist ham med sin Selvfølelses højeste Pathos. Men nu ragede han Spanden til sig og malkede de to andre Køer. Han blev saa optagen af Arbejdet, at han et Øjeblik glemte Marie, der ikke rørte sig af Stedet. Mads fløjtede: "Vil Du nu bare la' Hønen gaa", men da han hørte Marie hulkende sige: "Saadan et Asen, som Du er!" tav han øjeblikkelig og fuldførte lydløst sit Arbejde, saa længe de to Køer havde Mælk. Da fløjtede han: "Hvo ved, hvor nær mig er min Ende?"
Derefter undersøgte han rolig Udbyttet, fandt, at de to Køer havde præsteret Alt, hvad man med Billighed kunde forlange af dem, vovede sig endog hen til Marie, pirrede ved hende og sagde, pegende ned i Spandene:
"Kan Du se, jeg kan "manderere"[1] Kvæg lige saa godt som Bæster."
Marie havde slynget Armene over Kors og hvilede sit Hoved paa Overarmene. Hun listede et Øje op, saa hun kunde se, hvad der var i Spandene og mumlede:
"Den Dragede der gi'r næsten lige saa meget som baade den Røde og den Blissede."
"Intet som helst skal mankerere", sagde Mads
- ↑ haandtere — maaske Fordrejelse af maintenir? Ofte brugt Udtryk hos den midtsjællandske Landalmue.
