253
Kjærestesorg.
om end de brændte hans Tunge. Den tredie gjorde Gavn. Lygtepraasen fængede, og den endnu glødende Tændstik blev gjort uskadelig i Lygtens Indre bag Glasset.
Marie havde sat sig paa Hug igjen. Men denne Gang var Ryggen helt bøjet, Hovedet hvilede i hendes Skjød; Haaret var opløst og hang ned ad Nakken og ud til Siderne. Hun hulkede højt.
Mads havde aldrig set Marie græde. Han havde hidtil beundret hende, fordi hun ikke var en "Tudebælle" som de fleste Fruentimmer. Aa, havde han havt bevægelige Ord til Trøst for hende nu! Han søgte at samle Erindringer fra Ligtaler og Psalmer — ikke et eneste højtideligt Ord, ikke et Psalmevers vilde falde ham ind.
"Er de andre to Køer malkede, Marie?" fremstammede han. Han mærkede, da han talte, at en Hulken steg op igjennem ham som Vædsken gjennem den berømte Hævert, som ikke var til nogen Ting mere.
Intet Svar. Nej, Maries Hulken blev til en Graad, høj som et Barns, af og til bekæmpet; men saa brød den atter frem med Vælde. Hele hendes Overkrop vred sig under dens Magt.
Stille krøb Mads paa Knæerne ind i den Baas, hvor han sad, satte spanden paa ret Kjøl, halede den tilbage ind i sin egen Baas, følte Koen der paa Yveret. Den var ikke malket. Aa, saa havde Marie begyndt fra den øverste Baas! Det var da én god Ting.
Mads havde været med til alle Slags Arbejde.
