251
Kjærestesorg.
næsten lige saa lydløst som Snogene nede i Engen om Sommeren ud fra Sandhøjen.
I den tredie Baas sad Marie og malkede. Mads kunde først høre Straalens Lyd; snart kunde han ogsaa se det lave Skum i Spanden, for Spanden stod tæt op mod tredie Baas's Spilbom.
De to Køer lod ham rolig passere foran deres Forben. De aad med Andagt og brød sig kun om det Ene i Verden: at æde. De havde jo sovet, og hvad Fremtidens Drøvtyggerproces angaar … naa den Tid, den Sorg!
Da Mads Madsen endelig havde passeret Baas og Ko Nr. 2, listede han Hæverten op og tog listelig Maal af Mælkespanden. Hæverten klirrede lidt, men Mads beroligedes, thi Koen, der blev malket, udsendte en jævn Brummen, samtidig med at dens Jerngrime af og til smaaringede.
Mads var lige bag ved Marie. Hun havde Intet hørt af hans Fremrykken. Hun havde drejet sig en lille Smule til Siden. Strax efter hendes kraftige Ryg, efter det under Arbejdet stadig bag Klæderne vibrerende Skulderblad, saâ han hendes ene Kind. Den glødede i Lygtelyset og Dunene flimrede synlig langs dens buede Linie.
Nu var Øjeblikket kommet. Mads aandede dybt. I et Nu havde han Hævertens ene Ende i Munden … det hele Blikapparat lynede forbi Maries Øjne … og Spidsen af Hæverten slog ringlede mod et af Spandens Messingbaand, men kom slet ikke ned i den efter Mads's Beregning.
Marie gav et frygteligt Hvin fra sig. Det havde
