15
Tre Fuldmægtige.
De tre Fuldmægtige lo baade paa Gjæstgiverens og Skuespildirektørens Bekostning. Stam sagde pludselig meget alvorlig, efterat Latteren var stillet af:
"De skulde læse Deres Danmarks Historie om igjen. Det var jo ikke Kristian den femte, men Kristian den syvende, der gik til Elverhøgen.
Ironien var for plump. Gjæstgiveren mærkede den strax, kunde som gammel Kortspiller ikke forsvare strax at opgive at faa Stikket hjem og svarede:
"Ja vel, ja vel, Stam; det kjender De bedre fra Deres Latin, og den har jeg glemt."
Svaret naaede sin Hensigt, for saa vidt som det fik Amtsfuldmægtigens Øjne til at sprude Edder og Forgift over Brillerne. Gjæstgiveren havde kjendt ham saa længe, at han godt vidste, hvor han skulde anbringe sin Hæl for at træffe en af Fuldmægtigens Ligtorne.
Tomheden i Gjæstestuen begyndte at kjede de tre Fuldmægtige. Den særegne Holdning, de indtog, trængte til et Publikum, en Baggrund, for at den kunde tage sig ud, for at en interessant Situation kunde komme frem. De blev gnavne og tilbragte deres Aftener i Gjæstestuen med at stikle paa Gjæstgiveren. Da de blev kjede af det, smaaskjændtes de indbyrdes Det var heller ikke tilstrækkelig morsomt i Længden. Det endte med, at al Samtale døde hen af Mangel paa Næring. Hver sad med Næsen bøjet ned over sit Toddyglas, rørte i det med Skeen, kvalte Sukkene, men gabede højt af Hjærtets Trang.
Saa skete der Noget en Aften. Paa det be-
