237
Kjærestesorg.
til Marie, alle de nye kjøbenhavnske Slagord, han havde hørt af en Pranger paa Spodsbjerg Kro forgangen Dag, samt Visen "Gine, Du dejlige Mø."
"Jeg maa stodere om igjen", tænkte Mads halv modfalden og saâ sig om efter et Sæde, hvor han kunde foretage en Generalprøve paany. Han tændte langsomt og sukkende sin korte Pibe. Der var en "Polak" i den. Den skulde ikke gaa til Spilde. Mads pirrede i Asken med Lillefingeren, stoppede Tobaksresten rigtig fast, satte sig paa en Afviser paa Landevejen paa samme Side som Liselyst laa, men saaledes beliggende, at Havediget skjulte Synet af ham fra Gaarden.
Han sugede Mod fra Træhovedet op igjennem det korte Rør og den forbidte Hornspids efter et Kvarters Rygning. Og Modet forhøjedes, da han saâ sig om. Det var en tindrende Efteraarsdag med Minder om Sommeren og Forbud paa Vinteren. Paa Marken dirrede endnu blinkende Rimfrost fra Natten, men ude paa Vejen havde Solen smeltet den til en let Væde; Søen var dyb blaa, og det gnistrede hen over den, saa det skar i Øjnene.
"Nu kan jeg hele Opførelsen igjen", raabte Træskomandens Mads og slog sejersstolt sin Haand mod sine Benklæders Laarstykker med et vældigt Klask, saa det gjorde ondt i "Kydet".
Modig rejste han Sig fra Afviseren og saâ ud over den tindrende og gnistrende Sø. Paa den anden Side lo Skovløberhuset ham mildt og bredt i Møde, nu, da Løvet ikke hang ned foran det som dækkende Gardiner. Mads Madsen havde Trang til
