231
Kjærestesorg.
Regn havde ubarmhjertig revet dem itu. Nu var der ingen Komediemand, som hun kunde beundre i Stilhed og gjøre Nar ad højlydt. Det var ikke til at holde ud paa Liselyst. At man ogsaa kunde bryde sig noget om saadan en Vindspiller som Niels!
Baade Gartner Kjeldsen og hans Kone bemærkede, at det var sløjet af med Maries Arbejde. Baade Manden og den syge Kone vare enige om, at det maatte være Kjærestetanker, som voldte, at Marie stundom sved Vællingen, brændte Sværet paa det stegte Flæsk til Kul, lod den lille Peter gaa om med dryppende Næse og smudsig "Busserunne". Hun, som ellers var saa proper, baade med sig selv og i Huset!
Da Kjeldsen en Tid havde siddet i Sovekammeret paa sin Kones Sengekant efter at have nydt sveden Vælling til Middag, uden at han havde klaget, sagde Madam Kjeldsen, der havde lugtet, hvad der var i Vejen:
"Marie maa græ'mme sig svært."
"Hun er bleven en rigtig Gris", brummede Gartneren resigneret.
Madam Kjeldsen græd og sagde:
"Ja, hvor kan En være Kone i sit Hus, naar man ligger saadan, som jeg ligger? Sveden Mælkemad er det værste, jeg kan tænke mig for et Mandfolk."
Kjeldsen var yderlig forbitret over den Mad, han havde faaet, men, skikkelig som han var, havde han, mens han slugte Vællingen, fast besluttet ikke
