230
Kjærestesorg.
til Tavshed og lod det andet Noget komme lige saa højlydt til Orde, som det forlangte.
Hun savnede Niels. Hun længtes efter Niels.
Nu var det sagt, og det nyttede ikke at "stritte imod". For sandt var det lige godt.
Hun skjældte Niels ud baade for en doven Hund, en Fjols og et Skabedyr. Det hjalp ikke.
Det var dog saa morsomt at gjøre Grin med ham paa samme Tid, som man morede sig over alt "det Vrævl", han fortalte. Det var ligesom at læse Romaner eller gaa paa Komedie. Marie havde for nylig været paa Komedie en to tre Gange inde i Byen og havde set baade "Gøngehøvdingen", "Et Vajsenhusbarn" og "Valdemar Sejer". Hun havde lønnet Kunstpræstationerne baade med Begejstring og Taarer; hun kunde ikke faa den vældige Svend Gønge, den forurettede Jane Eyre, den drabelige Valdemar Sejer, den ædle Karl af Rise ud af Hovedet. Hun havde drømt om dem i mange Nætter, uagtet hun sagde til sig selv hver Morgen:
"For det første er det jo Løgn Altsammen, og for det andet rager det jo ikke mig. De, der spillede det Hele, var jo nogle fordrukne Tampe, som rendte fra Gjæstgiveren uden at betale; det véd jeg baade fra Gjæstgiverens Frue og fra hendes Kokkepige."
Saadan gik det ogsaa med Niels. Det var ogsaa en Komediemand. Han fyldte saa underlig i den sluttede Kreds af Træer og Siv. Det var ligesom med de Fyre mellem "Kolischerne". Nu var der ingen "Kolischer". Efteraarets Rusk og
