222
Kjærestesorg.
rullede ogsaa dets Gardin op, lukkede op og fløjtede ud i Haven.
Da han vendte sig om, saâ han endnu sin Hustrus Øjne, nu i Dagslyset mildere og mindre stikkende, men alvorlige og klart spørgende ruge over ham. Han gjorde en brat Drejning, skuttede sig, var glad over, at han fandt en Pind paa Gulvet. Den tog han op, gav sig til at snitte i den ud ad Vinduet med sin Tollekniv. Spaanerne, balstyrige som en ung Piges tykke, krøllede Haar, vred sig sammen i Krumninger, før de vilde give los; Kjeldsen maatte rive flere af Spaanerne af langt ned paa Pindens Stamme og voldelig smide dem langt fra sig.
Skjønt han vendte Ryggen til, mærkede han sin Kones Øjne. Han følte dem brænde og svide paa hans Ryg gjennem Lærredsklæderne.
"Aa, Mine!" sagde han … "det er dog ledt, saa de Unger vræler. Jeg smider dem ud ligesom Hundehvalpe … ja, det gjør jeg."
Han virkeliggjorde sin Tanke ved med hver af sine store Hænder at gribe hver sin Dreng, Emil med den højre og Peter med den venstre Haand, og mens de vrælede i vilden Sky og sprællede ud med alle otte nøgne Lemmer, blev de besørgede ind i Dagligstuen.
Der gik Marie og støvede af.
Ganske rolig og mildt tog hun imod Børnene og sagde:
"Emil og Peter! Nu skal jeg klæde Jer paa. Kom hen til mig, I Smaaskidt!"
De røg brølende i Favnen paa hende.
