219
Kjærestesorg.
mens hans store Haand løftede sig lidt. Niels gik da sidelængs ud gjennem Stalden, passerede Kjeldsen, mens han undgik hans stirrende Øjne. Først da han var uden for hans Rækkevidde, raabte han gjennem det aabne Glugvindue ind i Kammeret:
"Hvem lovede mig at staa først op imorges og give mig sød Mælk? Hvem er Skyld i, at jeg faar ondt i Brystet hele Dagen? Far evig vel, Marie!"
Marie græd ud i Vandet og sagde ved sig selv:
"Ja, det var Synd og Skam af mig, at jeg sov over mig og glemte den Smule Mælk."
Kjeldsen stod i Stalden og saâ Niels blive mindre og mindre, alt som han fjernede sig ned ad den hvidgraa Landevej. Først var han rigtig vel fornøjet med sig selv og sin Myndighedsudholdelse og sagde:
"Gud ske Lov, at jeg endelig blev af med det Asen! Kanske kan jeg faa Træskomandens Mads til at hjælpe mig med at heste, til jeg kan faa mig en ny Karl … Niels … det Kvæg! Hæ!"
Kjeldsen gik fra Stalden hen til Leddet ud mod Landevejen. Derfra kunde han se langt, langt hen ad den lige Stribe, som var indrammet af Alleens Linde, Popler og Rønnebærtræer. Niels var bleven til en lille bevægelig sort Prik; knap løftede samme Prik sig ud fra alt det Hvidgraa og Grønne. I det Fjerne saâ det ud, som de grønne Trætoppe slog sammen tæt ned mod Vejen, og som om Niels blev borte mellem dem.
Gartner Kjeldsens Selvtilfredshed formindskedes efterhaanden, som Niels nærmede sig mere og mere
