205
Kjærestesorg.
Hun plejede at sove som en Sten, saasnart hendes Kind berørte Hovedgærdet, lige til hun efter gammel Vane vaagnede med Solen. Da havde hun hidtil kun stjaalet en Snes Minuter som Søvnens Himmerigsmundfuld, før hun fik stukket Fødderne ud af Sengen.
Iaften vilde Søvnen ikke komme. Det var dog sært, saa Alting bankede og mudrede i hende. Hun gjorde helt og halvt omkring, laa snart paa højre, snart paa venstre Side, saa paa Ryggen. Men det var lige galt, hvordan hun saa end laa.
En mørk Masse overvældede hende som et Rytterindhug ved Nattetid. Hun kunde ikke klare sig, hvad det var for Noget, alt dette herre. Hun søgte at klare sig ved med Frygt og Bæven at spørge ud i det bælgmørke Hummer, om det var "Maren" eller "Utingen", der vilde hende til Livs. Der lød intet Svar fra Market, skjønt hun havde spurgt saa mange Gange.
Saa gav hun sig til at græde.
Det lindede for et Øjeblik, men saa blev det lige saa galt, ja værre end før. Det var, som mange hundrede Hestehove gik over hendes Bryst. Det værkede i alle Lemmer. Hendes store gule Haar klæbede sig drivvaadt til Lagenet. Snart var hun hed som Komfuret, naar der var fyret i det til Strygeovnen; snart klaprede Tænderne i Munden paa hende, som naar hun ved Juletid satte de bare Fødder paa Murstensgulvet om Morgenen.
"Hvad har jeg dog gjort, siden det skaber sig saadan med mig?" tænkte hun.
