201
Kjærestesorg.
Fortsættelsen kan ikke skrives. Man maa slutte sig til den.
| · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · | · |
Marie stod smaaleende. Niels tog pludselig
med den knyttede Næve i sit Haar, rev en stor Tot
ud og kastede den langt fra sig. Det gjorde intet
Indtryk paa Marie. Hun sagde:
"Sikken et Ovenskjæg, jeg kan faa, naar jeg klistrer det paa med Kvædesaft, Niels!"
"Mit Liv er forbi," hvinede Niels og satte i Fart ned mod Søen. Marie satte sig ned og var ved at give sig til at nynne en Vise. Niels løb virkelig ud i Søen. Vandet var lavt og gik ham kun til Knæene.
Marie sagde:
"Han kan have godt af at faa vasket sine Ben, det Svinebæst?"
Om nu Niels ikke kjendte Søen eller virkelig var i en saa opspændt Stemning, at han vilde drukne sig, vist er det, at han pludselig dukkede under Vandet. Der var et brat Fald i Søens Bund. Han skreg højt. Marie sprang op og raabte:
"Vil Bæstet drone sig for ramme Alvor?"
Hun blev bange. Med faa lange Skridt var hun nede ved Søen og raabte:
"Niels, Niels, dit Asen! Jeg kan ikke svømme."
Hun blev endnu mere bange. Ved Bredden laa en gammel udtjent Baad med Vand i Knæhøjde … Regnvand fra oven og Søvand fra neden.
Hun smed sig i den, stagede ud med den ene
