196
Kjærestesorg.
saa blev han vred, hvilket udviser, at han var overvunden. Den Gang gik det første Gang op for min Selvbevidsthed, at Sejren er hos Ungdommen, og at jeg var en større Personlighed end Præsten. Eller, for at jeg skal udtrykke det korteligst: Det var et af de første Hovedstadier paa mit Livs Bane. Hvad lærte jeg saa paa Højskolen? Ingenting. Men det var mig selv, der lærte mig Noget. For jeg lærte at protestere. Jeg protesterede mod dens Danskhed, fordi jeg vilde være Borger af den store Verdenshistorie. Naar Læreren vilde rette mine skriftlige Udarbejdelser, saa protesterede jeg; jeg slog op i Lexikaer og brugte Ord, som den Idiot ikke kjendte. Med Modighedens Kourage blev jeg Defensoren for Midgaardsormen og Loke og Aktoren mod en Slagterlømmel som Thor og en enøjet Bismarck som Odin; ja den Gang kaldte jeg ham en Rikeliøj, for det var, inden Bismarck havde gjort sin Debutentré paa Verdenshistoriens Gene. For den, der er et Geni, han trodser Lovene. Naturligvis blev jeg jaget bort. Jeg vilde da være Folkets Lærer og læste til Skolelærerexamen. Det var et Martyria. Jeg levede af tørt Brød og havde ikke Linned, og jeg maatte slide med noget aandløst Vrøvl i Religion, i Regning, i Pædagogik, paa alle Uaandens stenede Brakmarker. Da jeg sad ved Examenen, modsagde jeg en gammel dum Professor i Historie; jeg sagde, at vores Frederik den Tredie skulde have været halshugget, ligesom Ludvig den fjortende i Frankrig, jeg fik Nul i Historie, men jeg tog det med Overlegenhedens humoristiske Ironi, for jeg havde allerede
