188
Kjærestesorg.
til Glæde for hans Kunder og for Skrubtudserne, der sugede smaa runde Huller i det saftige Kjød.
Huset stod nu og saâ frit ud over den lange smalle Skovsø gjennem sine Vinduer paa den forlorne Kvist i hver Fløj. Det var ogsaa kun en Dekoration, ofret paa Oberstlieutenantens symmetriske Sans's Alter, thi disse Kviste havde ingen Værelser, bag deres Vinduer var kun Loftsrum. Men fra dem kunde man se Søen bugte sig ud og ind som en Flod med kokette Vige. I dem syntes Skoven at have Lyst til at spasere lige ud i Vandet; men den betænkte sig lig et kuldskært Pigebarn, der nøjes med at væde Taaen i det kolde Vand.
Der var en firkantet Gaard med smaa Bindingsværkslænger. Hele det lille Komplex laa paa en Sandbanke. Den faldt brat af mod et smalt og fedt Engstykke ud mod Søen. Yderst ude blev det moseagtig gyngende og dannede Overgangen til det rørbevoxede Kystvand. Vandet sivede igjennem sortebrunt Muld, som bovnede op om Rødderne paa nogle store Bøge og gamle Elle. Dem maatte Gartneren ikke hugge; de tilhørte det adelige Frøkenkloster. Dem havde Godsbestyrelsen sørget for at redde for Tid og Evighed. Men paa Engstykket gik Gartner Kjeldsens fem Køer paa Græs. Det saftige Enggræs naaede dem til Knæene, og Jorden gav efter som en Pude under deres Trin. Den bovnede op om Køernes Klove, som den paa Søbredden bovnede op om Trærødderne.
Denne Eng dannede en hyggelig, lun, blæstfri Hulning. Mellem de store Siv var der altid levende
